onsdag den 3. februar 2016

Er økologiske fødevarer pengene værd?

Argh, den har været oppe at vende i medierne mange gange den her. Og nu skal vi åbenbart til det igen. Den evige diskussion. Er der sundhedsmæssige fordele ved at spise økologisk frem for konventionelt? Jeg har lyst til at skrige ”JA! – så fat det dog!”. Ikke til den almene danske forbruger som pga. de utallige kontrameldinger er lige så forvirret som Lionel Messis direkte modspiller, men til medierne der konstant er med til at så tvivl om emnet. Og måske til et par af de konventionelle landmænd, der i gniertendenser kan få Mr. Burns fra The Simpsons til at ligne den gavmilde Moder Teresa, når de sviner økologi til for ussel mammon. Penge over sundhed…

Bl.a. TV2 har netop taget emnet op igen med udgangspunkt i en ny rapport, en såkaldt ”vidensyntese”, der har samlet den forskning, der indtil videre er tilgængelig på området. Her har de bl.a. citeret Lizzie Melby Jespersen, der står bag vidensyntesen. Hun udtaler:

”Der er mange indicier, der peger på, at økologiske fødevarer er sundere end konventionelle fødevarer, men ikke nok til, at videnskaben kan konkludere det endeligt”


Det mener TV2 giver anledning til følgende overskrift: ”Økologi: Kan ikke bevises, at det er sundt”. I forhold til ovenstående citat, kan overskriften sådan set godt til dels forsvares, men TV2 har på tåbelig og uforståelig vis udeladt følgende citater fra Lizzie Melby Jespersen, som DR til gengæld heldigvis har fundet vigtige nok til at medtage i deres artikel:


”Det er svært at sige, for hvad er sundhed? Der er mange ting, der influerer på det som, om du dyrker motion, og hvad du ellers spiser”


”For eksempel er der ikke pesticidrester, og der er færre antibiotikarester (red: i økologiske produkter). Der er også nogle vitaminer og mineraler til forskel.”


Så sandheden er altså, at vidensyntesen i det store hele ser adskillige fordele ved at spise økologisk, men da begrebet ”sundhed” kan være forskelligt defineret, hvilket netop diskuteres i vidensyntesen, kan det ikke ”bevises” at ”sundheden” øges ved at vælge økologiske produkter. Ikke ligefrem et chok…



Sundhed og kost

TV2’s udlægning af emnet svarer lidt til at påstå, at der ikke er en træningsmæssig effekt ved at cykle i bjergene, fordi man udelukkende har kigget på nedkørslen, hvor den eneste aktivitet staklen på cyklen har udført er at trække i bremsen i svingene for at undgå at slå sig selv ihjel ved at køre ud over kanten. Det siger sig selv, at resultatet havde været noget anderledes, hvis man havde kigget på en stigning i stedet…

Hvis vi således vælger udelukkende at se på begrebet ”sundhed” i forbindelse med kost, kan det i allerhøjeste grad bevises, at økologiske fødevarer er sundere end konventionelle. Der er flere gode næringsstoffer i økologiske produkter, og endnu vigtigere er der væsentligt færre pesticid-, tungmetal- og antibiotikarester i dem. Og hvis nogen anti-økologi-fortalere (læs: konventionelle landmænd og visse politikere) nu skulle være fristet til at påstå, at vi ikke tager skade af en ”smule” (not really) pesticid-, tungmetal- og antibiotikarester, så tillad mig et øjeblik, så jeg lige kan gå ud og brække mig i afsky over jeres manglende respekt for befolkningens helbred og velvære. Vi ville jo alle sammen elske at blive oversvømmet af multiresistente bakterier som resultat af det konventionelle landbrugs liberale holdning til antibiotika, der bliver skovlet ned i halsen på ellers raske landbrugsdyr og efterfølgende ender i os selv, ikk?? Et fremtidsscenarie der desværre ikke er urealistisk men faktisk udgør en ganske reel trussel mod vores evne til at redde liv ved at slå infektionssygdomme ned i fremtiden.





Ligeledes kan det efterhånden diskuteres om de gode næringsstoffer i konventionelt frugt og grønt overhovedet kan gøre det op for de negative effekter, som vi påvirkes af ved pesticid- og tungmetalresterne fra det klamme sprøjtegift, de bades i. En del af de pesticider der anvendes i det konventionelle landbrug mistænkes for at være hormonforstyrrende, mens tungmetallerne i konventionelt frugt og grønt kan være kræftfremkaldende, så vi er efterhånden ude i en situation, hvor konventionelt frugt og grønt på visse områder faktisk kan klassificeres som decideret usundt. Professor i human miljøtoksikologi Eva Cecilie Bonefeld-Jørgensen udtalte i sommers til Søndagsavisen følgende om pesticiderne i konventionel frugt og grønt:


”De kan både give for tidlig pubertet hos piger og misdannede kønsorganer hos drenge, så jeg vil helt fraråde gravide og børn at spise konventionel frugt og grønt”


I det store hele handler økologi altså i langt højere grad om, hvad man undgår ved at fravælge konventionelle fødevarer, end det handler om, hvad man får ved at vælge de økologiske, selvom de økologiske ofte indeholder flere gode næringsstoffer. TV2’s udlægning af den sundhedsmæssige værdi af økologi er således:




Hvorvidt TV2’s sundhedsjournalister skider på moralske værdier og befolkningens sundhedsmæssige tilstand for at skabe sensationsoverskrifter eller simpelthen bare ikke hører ordentligt efter, når folk der ved noget om emnet udtaler sig, kan være svært at vurdere. Men at lade et simpelt definitionsspørgsmål af begrebet sundhed føre til en idiotisk overskrift, der i kostmæssig forstand er direkte forkert, er simpelthen lige så pinligt som at skide i bukserne, når man forsøger en ny PR i squat.


Økologi er sundere!

Det behøves ikke gøres så kompliceret: Når der ryger lort ind ad ædehullet, sker der lort i kroppen. Når der ryger mindre lort ind, sker der mindre lort. Og ja, pesticid-, tungmetal- og antibiotikarester er noget rigtigt lort! Konklusion: Æd mindre ikke-økologisk crap! Det gør sig især gældende for frugt og grønt samt svinekød, da de stakkels grise bliver PROPPET med antibiotika, for Gud forbyde at én ud af de hundredevis af grisebasser skulle blive syge, så den ikke kan bidrage til landmændenes pengetank. Personligt er jeg normalt ikke fanatisk med min mad, og jeg er fuldt bevidst om, at det i vores moderne industrisamfund er blevet så godt som umuligt helt at undgå kemi i fødevarerne, men jeg har mit helbred for kært til, at jeg vil sætte tænderne i ikke-økologisk frugt og grønt og svinekød. Det er simpelthen ikke reel menneskeføde længere.


Retfærdigvis skal det siges, at det ikke kun er de konventionelle landmænd, men i lige så høj grad de politikere der er med til at lave lovgivningen for mængden af tilladte pesticider, tungmetaller og antibiotika i det konventionelle landbrug, der bidrager til det sundhedskaos, vi i øjeblikket befinder os i. Hvorvidt alle konventionelle landmænd bruger kemi helt op til de tilladte grænser, eller om der er nogle af dem, der f.eks. skåner deres grise en smule, skal jeg heller ikke kunne sige. Problemet er bare, at man som forbruger ikke aner om det svinekød, man køber, kommer fra den ene eller anden part, så i virkeligheden er det ligegyldigt. Fakta er, at man risikerer at udsætte sig selv og sin familie for store mængder kemi, når man køber konventionelt.






Til sidst er der selvfølgelig også de moralske skrupler, man bliver konfronteret med, når man køber konventionelt svinekød (og andre animalske produkter). Jeg kan personligt ikke få mig selv til at støtte den behandling, vi byder konventionelle produktionsdyr. Grise, der intelligensmæssigt er på niveau med hunde, med mindre relativ plads end en burhøne, der også i sig selv er en rædselsfuld tilværelse. Hvordan den slags dyremishandling kan være lovligt i Danmark i 2016 går over min forstand. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at støtte det dyreplageri med én eneste krone – og da slet ikke når min egen krop også skal lide overlast af den kemi, der vandrer direkte fra det konventionelle produktionsdyr og over i mig. Nej tak, så vil jeg hellere hænges op i løgene!





Kommentarer, debat og spørgsmål til indlæget sker på facebooksiden:




Referencer:

Vidensyntesen 2015

Baranski, M. et al. ”Higher antioxidant and lower cadmium concentrations and lower incidence of pesticide residues in organically grown crops: a systematic literature review and meta-analyses.” Br J Nutr. 2014 Sep 14;112(5):794-811.


McCarty, M. F. et al. ”Are organically grown foods safer and more healthful than conventionally grown foods?” Br J Nutr. 2014 Nov 28;112(10):1589-91.


Kazimierczak, R. et al. ”Beetroot (Beta vulgaris L.) and naturally fermented beetroot juices from organic and conventional production: metabolomics, antioxidant levels and anticancer activity.” J Sci Food Agric. 2014 Oct;94(13):2618-29.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar